18.11.2018

Sange, salmer og folketoner


Thyregod Kirke, søndag den 18. november kl. 16.00: Koncert med Duo Askou/Andersen.

 

Duo Askou/Andersen (Hanne Askou, violin og Frode Andersen, accordeon) har siden 2010 givet et utal af koncerter over hele landet og turneret i Estland, Letland og Italien med dansk musik på programmet.

De to solistuddannede musikere har sammen indspillet flere cd'er, blandt andet med danske og nordiske 'sange, salmer og folketoner' i egne stemningsfulde, klassiske arrangementer for de to instrumenter. Duoen er kendt for deres tætte kammermusikalske sammenspil og formidlingen af klassisk musik på en vedkommende og uhøjtidelig måde. 

På programmet ved koncerten i Thyregod Kirke er blandt andet salmer og folkemelodier fra albummet "Vinterens Stemme". Det udkom i 2016 og fik mange gode anmeldelser samt en placering på Berlingskes Top 10 liste over årets bedste klassiske udgivelser.

Glæd jer til at høre kendte melodier af bl.a. Ring, Laub, Nielsen, Peter Bruun og folkemusik fra Fyn, Fanø, Norge mv.