Kirkens beredskabsplan
Menighedsrådet har besluttet at lave en beredskabsplan, som aktiveres, hvis sirenerne lyder, og samfundet lukker ned på grund af en krisesituation.
Skulle der opstå sådan en situation, vil vi hurtigst muligt åbne Thyregod Kirke, alternativt Kirkehuset, samt Sognehuset i Vesterlund og byde indenfor til fællesskab, samvær og omsorg. Ingen behøver være alene med bekymringerne.
Vi kan ikke bespise alle i sognene, men vi kan byde på en kop te, kaffe eller saft. Vi har bl.a. indkøbt vand, gas og kogeblus, og du er velkommen til selv at medbringe noget spiseligt. Vi har FM-radioer, så vi kan holde os opdateret på situationen.
Vi håber at kunne holde åbent hele døgnet i 3 døgn. I første omgang er det menighedsrådet og vores ansatte, man kan møde. Men vi håber, at flere i lokalområdet vil hjælpe til. Det kræver blot, at du vil være til stede.
Menighedsrådet.
