Åbningsreception

Restaurant Rørbæk Sø

Af Peter Hald, Den Lille Avis:

Åbningsreception trak gæster til fra nær og fjern. Kendt gammel restaurant blev "genopfundet".

Nr. Snede: Efter to års pause myldrer det igen med gæster på Restaurant Rørbæk Sø. Restauranten åbnede med en reception fredag, og folk var på pletten lige fra starten ved middagstid.

I spidsen for Restaurant Rørbæk Sø står Marie Meyland, der i flere år har drevet sit eget cateringfirma og ikke mindst pølsevognen i Nørre Snede. Men i april sagde Marie Meyland farvel til pølsevognen og kastede sig over den enorme opgave med at genåbne Restaurant Rørbæk Sø.

Med sig har hun sin mand Jan Christensen, der har knoklet hårdt med at male, fjerne vedbend og mange andre praktiske opgaver, og så har hun fået ansat Victoria Hansen som restaurantchef og Jacob Kjeldsen som køkkenchef. De to sidstnævnte har begge tidligere været ansat på Hotel Vejlefjord.

De seneste uger har været MEGET travle, understreger Marie Meyland:

- Dagene og nætterne har været lange. Vi har bare kørt på adrenalinen. Men vi har fået tingene på plads, og nu er vi bare glade for, at vi endelig kan tage det pæne tøj på, siger Marie Meyland.

Apropos tøj optrådte både hun og Victoria Hansen i elegante mørkeblå jakkesæt. Der er stil over tingene, og de store sale på Restaurant Rørbæk Sø indbyder til elegance.

Men der bliver også plads til det folkelige:

- Vi vil servere fredagsbøf som i de gode gamle dage, og om søndagen kører vi med brunch og kagebord, fortæller Marie Meyland.

Lokal glæde

Åbningsreceptionen trak mange gæster fra Nørre Snede og omegn, og der er ingen tvivl om, at mange af de lokale har glædet sig meget til, at den kendte gamle restaurant igen er på banen.

- Det er superflot, at Marie Meyland genopfinder restauranten. Det er nogle skønne lokaler, der bare skal bruges... og udsigten er jo uforlignelig, sagde brugsuddeler Jan Nyrup fra Nr. Snede, der var en af de lokale gæster.

Restaurant Rørbæk Sø kan spores helt tilbage til 1935, da der blev opført en sommerpavillon på stedet, hvor gæsterne kunne nyde kaffe og kage. Senere blev stedet udbygget og forvandlet til en restaurant, og indtil for cirka en snes år siden var navnet Restaurant Vester Mølle. Det var et velkendt sted, der gennem 19 år blev drevet af parret Kirsten og Kim Storm.

I foråret 2009 blev restauranten overtaget af Bo Olesen fra Rørbæk Hovedgård Gods, og navnet blev ændret til Restaurant Rørbæk Sø. Der har siden været flere forpagtere på stedet, men coronaen betød, at stedet har holdt pause i et par år.